Århus Mountainbike Klub (ÅMK) blev stiftet i 1992 og er byens første og ældste mountainbike klub. Klubben tæller omkring 100 medlemmer, primært fra Århus og omegn. ÅMK er medlem af Danmarks Cykle Union (DCU), hvilket giver vores medlemmer adgang til at løse licens som giver mulighed for at deltage i nationale og internationale konkurrencer.
ÅMK er en bred klub forstået på den måde, at vores medlemmer tæller såvel motionister som konkurrenceryttere i alle aldre. Vi har plads til alle, vi har et godt socialt fællesskab og vores træningsture foregår i en afslappet atmosfære. Marselisborg Skoven syd for Århus har et fantastisk terræn, som er meget velegnet til mountainbike, og danner således naturligt rammen om mange af klubbens aktiviteter. Skoven huser en officielt markeret mountainbike rute, som er anlagt i samarbejde mellem klubberne og skovens myndigheder.
Lidt om sporten
Da mountainbiken blev opfundet tilbage i 1970′erne og sporten dermed opstod, blev der ikke skelnet mellem disciplinerne. Dengang var man bare mountainbiker.
I dag taler man om cross country, down hill, four cross, free ride, trial og dirt jump. Den mest udbredte disciplin indenfor mountainbike sporten er cross country (XC). Cross country er som navnet antyder MTB-cykling gennem naturen og er det de fleste danskere forbinder ved mountainbike. Det er også denne disciplin vi dyrker i ÅMK.
Som sport handler XC om fart, teknik og udholdenhed. Konkurrencerne foregår på kuperede rundstrækninger af forskellig længde, som går gennem skove og landskaber.Der findes to hovedgrupper af løb indenfor cross country. De kortere på op til ca. 50 km betegnes XC-løb, mens de længere på over ca. 70 km kaldes XCM- eller maraton løb. Herudover findes etapeløb, 12- og 24 timers løb m.m.